Tekstprøver: Lockoutens UGE 1

Overordnede overvejelser ang. uge 1: 
Det er den sværeste uge at skrive! Fordi den skal holdes så low key som muligt. Spændingen deponeres i skæve småord i samtalerne. Måske minder det lidt om den minimalistiske stil, som er så yndet blandt mange danske forfattere p.t.?
Den stil ligger ikke lige til mit højreben, men jeg prøver, fordi det er en udfordring, benspænd er godt, men jo også fordi det giver stilistisk mening, idet kontrasten til de senere og vildere uger dermed bliver tydeligere. 


Kapitel X (dag 2). Pigerne er afleveret.


Næste dag var alt unormalt. Pigernes værelse var tomt.
Mie gik i slåbrokken ind for at se på deres ting. Og deres køjeseng. Det var længe siden, der havde været så fint. Mie havde insisteret på, ja, det havde Eske sådan set også, at alt blev ryddet grundigt op, inden de tog af sted.
Så sådan kunne der altså se ud. Nysseligt. Ikeakatalog-agtigt: Alt var ordnet, men ikke over-ordnet, alle steder disse veltilrettelagte stænk af levet liv.
Mie gik hen til nogle af de åbne hylder, hvor pigernes tøj lå stablet. Hun stak næsen i en af bunkerne og snusede ind.
Derefter gik hun ud i køkkenet, hvor Eske sad ved det lille bord med avisen. Der duftede af kaffe. Mies kop stod klar på køkkenbordet ved siden af stempelkanden.
”Godmorgen”, sagde hun.
”Godmorgen”, sagde Eske. ”Nå …?”
”Som en sten”, sagde Mie og lod skuldrene hænge for at understrege sine ord.
”Og du?”
”Frem-ragende, kære kone”, sagde Eske og strammede avisen patriarkalsk.
Mie nikkede frem for sig. Og sukkede.
”Jeg ringer altså lige til min far for at høre”, sagde hun. 
Hun greb sin iPhone og swipede rundt på den.
”Hold kæft, hører den vinter aldrig op?” spurgte hun. ”Minus tre grader?”
Eske svarede ikke.
Hun tog telefonen op til øret. Der gik lidt tid, så sagde hun: 
”Ja, hej, det er … Nå, hej Bitten. Ja, eller god morgen, ja.”
”Nå?”
”Nå, har de det?”
”Nå, jamen det lyder godt.”
”Nå, jamen det lyder rigtig godt.”
”Aha. Ja, det har hun det med at gøre. Så det er ikke noget …”
”Nej, det tror jeg ikke. Det ville nok være at overdrive. Lidt.”
”Nej, ved du hvad. Det tror jeg ikke. Det vokser hun fra. Eller også gør hun ikke. Det tænker vi ikke så meget over ...”
”Ja ja, det er klart. Men jeg mener bare: Det er ikke noget, vi har stress over.”
”Ok, jamen …”
”Nej, ved du hvad, det går nok, jeg skulle bare lige høre.”
”Ja ja! Nej, lad os sige det: Jeg snakker med dem, når …”
”Ja, skal vi ikke sige det?”
”Ja, men så må I jo have en rigtig god tur, ikke? Og hils …”
”Hils dem alle sammen. Rigtig meget, ikke?”
”Det er godt.”
”Ja, hej hej.”
”Ja, det skal jeg gøre. Hej hej.”
”Ja, det kan du tro. Heeejjj.”
Mie tog telefonen fra øret. Kiggede lidt på den. Trykkede så på skærmen.
”Ufatteligt ikke …?”
”Hvad er ufatteligt”, spurgte Eske og så op fra avisen.
”At hun tager hans telefon.”
”Nå ja, det gør du også engang imellem. Altså tager min telefon.”
”Det gør jeg da ikke”, sagde Mie. ”Nå jo, hvis jeg kan se, at … Men hun tager den sgu hele tiden.”
”Det kan være, de har fællestelefon?”
”En mobil kan da ikke være fælles. Det har jeg i hvert fald aldrig hørt om.”
”Det kan være, de er på forkant med udviklingen i Risskov?”
”Ja ja”, sagde Mie.
”Og?”
”Og? Ikke noget. De havde vist bare sovet. Og … Maren-Margrethe havde klynket lidt, du ved … Men ellers havde de været glade. Og de var glade. De skulle på tur i dag.”
”Nå, hvorhen?”
”Den gamle By.”
”Aha, jamen det lyder da … dannende.”
Mie hældte kaffe op. Hun rejste sig og tog mælken i køleskabet. Hun brugte letmælk, den luksus syntes hun godt, hun kunne unde sig selv.
Hun satte sig igen og fingererede med koppens hank. Hun prøvede at civilisere sin irritation. Det lykkedes ikke.
”Bitten ...”
Eske hævede øjenbrynene, men tog ikke blikket fra avisen.
”Jeg mener: Alene navnet!” fortsatte Mie. "Bitten ..."
Hun sippede til kaffen. Så sagde hun mere muntert:
”Ved du hvad? Jeg var lige inde at snuse lidt til ungernes tøj.”
Hun kunne ikke lade være med at smile ad sig selv.
Eske smilede også, men han tog ikke øjnene fra artiklen.
”Tror du”, spurgte hun, ”der kommer en hel generation af forsømte børn ud af denne her lockout?”
”Mnøh”, sagde Eske.
”Man snakker så meget om, at de kan komme bagud med det ene og det andet – men det er alt det PISA-lort. Hvad med den følelsesmæssige side? Familier der splittes - som nu vores! Hvad med den? Uroen? At de jo på en eller anden måde føler, at de er til besvær, ungerne? Og jeg tør da slet ikke tænke på, hvordan det er i de familier, der ikke lige er så overskudsagtige som vores!”
Eske trak på skuldrene. Mange børn kom jo formentlig tættere på deres forældre i forbindelse med lockouten. Der var endda nogle af hans kollegaer, der havde snakket om at tage ferie for at  passe deres unger. Det sagde han dog ikke. 
”Lockouten varer højst en uge, så det kommer slet ikke på tale”, sagde han.
”Hvad tror du sådan en som Ulla gør?” spurgte Mie.
”Ulla?” spurgte Eske og fokuserede nu på et enkelt punkt i avisen.
”Ja, Ulla her fra opgangen”, sagde Mie og nikkede opefter.
”Nåeh, Ulla …”
Eske så et glimt af en ankel og en vrist i et meget sommerligt stykke fodtøj. Det var vist halvandet år siden nu.
”Ja, det ved jeg ikke”, sagde Eske. ”Hvorfor det? Tror du det er særlig slemt for hende?”
”Hun er jo alene”, sagde Mie. ”Og hun er ikke bare alene, ligesom Olga er det for eksempel, hun har jo Niller. Eller ligesom … Jeg mener, ligesom så mange er det. Altså, Ulla, hun er jo sådan en rigtig alenemor.”
”Ja, det må være ret ... svært”, sagde Eske og hævede øjenbrynene og sendte sine øjne på vandring over avissiderne. Så heftigt, at hovedet fulgte med i bevægelsen. Så bladrede han.
Mie trak på skuldrene. Hældte mere kaffe op. Fandt mælken i køleskabet igen. Spurgte Eske om han også skulle have. Han rystede på hovedet.
”Det er vist nok gået så totalt meget i skuddermudder med exen, at han slet ikke eksisterer mere”, sagde Mie. 
”Har hun slået ham ihjel?”
”Nej, men han er vel sådan … Bare gledet ud af billedet. Helt ud af billedet. Det sker jo.”
”Ja, det er rigtigt”, sagde Eske. ”Det sker jo ...”
”Hørte du godt, hvor koldt det var udenfor?” spurgte Mie.
”Ja.” Eske lænede sig lidt frem og kiggede på sin telefon. ”Men den stiger! For lidt siden var det frost. Så den kravler langsomt opad.”
”Ja, langsomt!”
”En grad er bedre end ingen grad.”
”Æv”, sagde Mie. ”Det er jo snart verdens længste vinter det her.”
Eske nikkede.
”Ja, den trækker lidt ud, må man sige.”
”Og så er der den der skide sommertid oven i hatten. Nu var det lige begyndt at blive lyst om morgenen, men … Næ nej. Nu skal I komme for godt i gang med at hygge jer!”
”Til gengæld bliver det jo så lysere om aftenen”, sagde Eske.
Mie nikkede.
”Ja, det er rigtigt”, sagde hun.
”Man skal se lyst på det”, sagde Eske.
Mie strakte sig og gabte højlydt.
”Nå, jeg fornemmer, at der blev sagt en vittighed her. Jeg går lige ud under bruseren og tænker over den, ok?”
”Ok”, sagde Eske. ”Man husk også at tænke på blåhvalerne, ikke, mens du står der og fyrer CO2 af.”
”Jeg skal tænke på vores vandregning, skal jeg.”
”Det er fint nok”, sagde Eske.